Renovering af Elixir: Klar til at "udforske uden grænser"

Max Campbells pålidelige Elixir er blevet presset til det yderste på sin rejse fra Storbritannien til New Zealand. Mens Max forbereder sig på anden halvdel af sin globale jordomsejling, fortæller han os om den omfattende planlagte renovering...

Ord af Max Campbell

Det er over et år siden at Elixir, min 1970 S&S Swan 37, og jeg ankom til New Zealand og færdiggjorde den første halvdel af hendes jordomsejling fra Storbritannien. Henover cirka 16.000 mil, på tværs af oceaner og kontinenter, foregik hele min navigationsverden på én enkelt skærm: en iPhone med Navionics appen. Det var et vidnesbyrd om moderne teknologi, men da jeg haltede ind i Tauranga Harbour med en brækket mast og en motor, der truede med at falde af sine beslag, vidste jeg, at jeg ville få brug for noget bedre til den næste del af rejsen.

Realiteten ved en langdistancerejse er, at den sætter sine spor, ikke blot for skipperen, men for alle fartøjets dele. Da jeg så Elixir blive løftet op af vandet for første gang i årevis, mens hun slæbte et helt marineøkosystem med sig, blev omfanget af den opgave, der lå foran mig, skræmmende åbenlyst. Jeg håbede naivt, at det ville blive en måned med vedligeholdelse, men det blev hurtigt til en af de sværeste ting, jeg nogensinde har gjort, for når man renoverer en gammel båd i et fremmed land, lærer man, at tingene aldrig er så ligetil. Et problem med motorbeslagene afslørede en afskrevet gearkasse, og en ny måtte importeres fra udlandet. Reparationen af masten, som blev nødvendig, da forstaget knækkede af, blev til en komplet ombygning af mastetoppen.

Arbejdet har været enormt hårdt. Vi har tømt båden fuldstændigt, genopbygget motorbunden af galvaniseret stål, repareret skjult råd i skotterne, udskiftet søventiler og renoveret næsten alle systemer ombord.

Når man engagerer sig i et projekt som dette, har man ikke andet valg end at færdiggøre det og investere sine penge, tid og kræfter i det, indtil man kommer ud på den anden side. Det bliver filosofisk. Praktiske færdigheder, tidsstyring og et passende budget hjælper alle, men den mest værdifulde færdighed er optimisme. Kan man håndtere et tilbageslag uden at reagere følelsesmæssigt, og kan man konsekvent møde op og ofre alt i håbet om, at det hele kan svare sig?

Nu hvor vi begynder at samle Elixir igen, begynder den mest spændende fase af renoveringen: installationen af hendes nye navigationssystem. Efter at have sejlet halvvejs rundt om jorden med det mindste, man kan slippe afsted med, føles opgraderingen til en komplet pakke med Raymarine elektronik som en fremtidsrejse. Det repræsenterer en grundlæggende ændring i, hvordan jeg vil interagere med Elixir og miljøet omkring hende.

Den næste store milepæl er at installere det udstyr, der vil guide os gennem den anden halvdel af vores jordomsejling. Dette inkluderer to Axiom-plottere, en ved styrepladsen og en anden ved navigationsstationen. For første gang vil jeg have dedikerede i70-vind-, hastigheds- og dybdemålingsinstrumenter i cockpittet, hvilket giver mig et hurtigt overblik over vigtige data. Vi monterer en AIS700 transceiver og en Quantum radar, som fuldstændigt vil transformere vores situationsopmærksomhed på travle skibsruter og give os mulighed for at opdage indkommende småstorme på lange ture. Og det potentielt allervigtigste er, at en ny Evolution Autopilot indtager styrepladsen og bliver et pålideligt og utrætteligt besætningsmedlem på de kommende lange ture.

Dette er mere end bare en opgradering. Det handler om at opbygge et fundament af sikkerhed, sømandskab og selvtillid forud for de titusindvis af mil med blåt hav, der ligger mellem New Zealand og hjemlandet. Selvom renoveringen har været en monumental udfordring, har hver af de lange dage på bådeværftet været en investering i drømmen. Snart sejler Elixir ud på Stillehavet igen, og med et nyt sæt Raymarine-elektronik som nervesystem vil hun være mere velforberedt på det kommende eventyr end nogensinde før.

Næste stop er Fiji.