"Udforsk uden grænser" Ekspedition Grønland med Erik Aanderaa

Raymarine ambassadøren Erik Aanderaa fortæller os sin historie om solosejlads fra Norge til Grønland i sommeren 2024: en rejse præget af eventyr, opdagelser og sejr trods modgang.

Erik Aanderaas ord:

Sidste år besluttede jeg mig for at gøre et sidste forsøg på at nå til Scoresby Sund på Grønland, efter at have prøvet tre gange før – i 2020, 2021 og 2023. For at nå Ittorqortoormiit i Scoresby Sund på Grønlands østkyst valgte jeg at tage en kortere rute; et stop på Shetlandsøerne, derefter over til Færøerne og endelig til Husavik på Island. Det er her, udfordringen virkelig begynder.

Der er 300 sømil fra Husavik til Scoresby Sund. Det er ganske ligetil, indtil man når Grønlandsstrømmen, der flyder sydpå, omkring 30-70 NM fra Grønlands kyst; den bringer en masse is med sig, der er brækket af fra det nordlige Grønland.

Her bliver solosejladsen virkelig sat på prøve, da man skal holde sig vågen, når man nærmer sig det isfyldte område. Det er også vigtigt, at man holder sig varm og benytter lejlighederne til at komme ned under dæk for at få varmen. For at gøre navigationen mere sikker, udstyrede jeg min båd, "Tessie", med en fremadvendt Raymarine CAM210 på mastetoppen, en Raymarine Cam 220 i cockpittet og et FLIR M300C-kamera monteret midt på masten for at give et retningsuafhængigt udsyn. Dette gjorde det muligt for mig at navigere fra den behagelige kabine. Jeg kunne se kameraerne og styre autopiloten fra både den indvendige kortplotter - en Raymarine Axiom+ 7 og de to Axiom2 Pro S 9'er, der er i cockpittet. Den ene er til søkort og den anden til radar.

Jeg forlod Husavik og satte kurs nordpå mod Scoresby Sund. Jeg var nervøs fra starten, da jeg ikke vidste, hvad jeg kunne forvente. Jeg sov ikke undervejs, da jeg kunne mærke den konstante trussel om is omkring mig, selvom jeg vidste, at isen var flere hundrede mil væk.

Tågen omringede mig på det meste af ruten, hvilket gjorde mig ekstra stresset, og sigtbarheden var kun omkring 100-200 meter, så jeg vidste, at når tiden var inde, ville de første isblokke dukke op meget pludseligt.

Med kun 70 NM tilbage, faldt lufttemperaturen til 3 grader celsius, og havtemperaturen til 2 grader. Det var ekstremt fugtigt og koldt, og jeg vidste, at isen var lige om hjørnet, da jeg havde nået den isfyldte strøm. Jeg gik ned i kabinen og satte mig ned for at holde øje med kamerafeedet fra M300C'en. Det øverste kamera var placeret i tågen, og den fugtige luft ville normalt gøre det ekstremt udfordrende at se, men M300C'en kan drage fordel af dens linseopvarmning, hvilket gjorde det muligt at se fremad.

Pludselig så jeg en klump af noget hvidt ude foran, som jeg troede var en flok måger. Da det kom tættere på, 70 meter fra boven, gik det op for mig, at det var is. Jeg løb ind i cockpittet og nåede lige netop at undvige klumpen. Det var både skræmmende og fantastisk. Quantum 2-radaren opfangede også al den omkringliggende drivis, eftersom havet var stille. Det var en enorm hjælp og dulmede mine nerver i den tætte tåge, så jeg kunne finde vej gennem netværket af drivis og klumper af isbjerge.

Jeg fortsatte gennem isen, indtil jeg nåede Scoresby Sund. Kun to mil fra mit ankerpunkt opdagede jeg, at havet var fyldt med et enormt lag af drivis. Da jeg vidste, at jeg led af kraftig søvnmangel, tænkte jeg, at nu var det nok for i dag, og jeg vendte tilbage til Island.

Jeg var ekstremt glad for at være kommet så langt, efter at have sejlet tusind mil over havet fra Norge, helt alene. Ekspeditionen blev gjort meget sikrere ved hjælp af det komplette Raymarine-udstyr, jeg havde om bord, som gav mig den komfort og kontrol, jeg skulle bruge for at nå sikkert frem til min destination.